Nærværet er vigtigt i Aalborg

Aalborg er en metropol af muligheder for byggefirmaet Lund & Staun, der bl.a. er kendt for deres bæredygtige byggerier. Med sine 85 medarbejdere oplever firmaet stor efterspørgsel på at løse tømrer-, snedker- og mureropgaver, og samtidig er de en eftertragtet arbejdsplads.

Vi har mødt Michael Lund til en snak om at drive virksomhed med base i Aalborg. Michael er adm. direktør i Lund & Staun og den ene af de to stiftere, som lagde navn til byggefirmaet tilbage i 1997. Michael begynder med at fortælle om deres famøse slogan, der præger de gule Lund & Staun biler i Aalborgs bybillede:

”Det var faktisk min medstifter Henrik Staun, som fandt på sloganet ’Skal byggeriet være til nytte og gavn, så ring til Lund & Staun’. Så var navnet ligesom slået fast, og det samme var vores værdier som byggefirma”.

”Vores kunder spænder bredt fra private småopgaver, til renoveringer af udlejningsejendomme og skoler, til store entrepriseopgaver som eksempelvis Sallings nye rooftop og børnehaven i Karolinelund,” fortæller Michael og fortsætter: ”Vores kundegrundlag er primært i Aalborg, Støvring og Nibe-området med enkelte afstikkere til andre nordjyske byer og Sjælland”.

En metropol af muligheder

”Det at være tæt på en metropol som Aalborg giver masser af muligheder for os. Det er fedt som virksomhed at opleve den virketrang og handlekraft som Aalborg har, og der er mange fordele ved at være end del af en stor kommune, hvor der altid er gang i renoveringer og nybyggerier”, fortæller Michael.

”Aalborg er en travl metropol, og det har betydning for sagsbehandlingstiden for byggesager,” fortæller Michael. ”Det er jo ofte os, som håndterer byggeansøgninger på vegne af vores kunder. Omvendt er det jo en positiv udfordring for os som virksomhed, fordi det er et tydeligt bevis på, at her går det godt”.

”Det er tydeligt for mig, at bl.a. Aalborg Universitet og NOVI er med til at trække mange nye virksomheder til Aalborg, som understøtter den positive udvikling. På en eller anden måde er det nærmest beroligende at vide, at når en virksomhed afskediger medarbejdere eller helt lukker i Aalborg, så er det som om, dørene bare åbner sig for nye muligheder og nye virksomheder”, uddyber han.

En nærværende storby

”For mig er Aalborg en by, hvor vi ser ud på verden og gerne vil gøre noget godt for andre, for vi vil gerne hinanden og ved, at samarbejde er vejen til at skabe værdi for flere end os selv”, fortæller Michael og fortsætter: ”Jeg tror, vores fokus på samarbejde stammer tilbage fra 1980erne, hvor Aalborg Værft lukkede, og vi som by stod i et vadested mellem at være kendt som en tung industriby og så ikke vide, hvad næste skridt ville blive. Følelsen af at vi måtte gøre noget sammen for at styrke fællesskabet og for at komme videre, tror jeg, var resultatet af den periode.

”I dag nyder vi godt at den dynamik, som samarbejde skaber. Det er min oplevelse, at Aalborg opnår en stor følelse af nærvær til trods for, at vi jo er i en stor by, fortæller Michael.

Nordjyllands storebror

”Noget af det som binder os sammen i Aalborg og Nordjylland er de mange forskellige netværk, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs. I Lund & Staun er vi bl.a. aktive i Netværket for Bæredygtig Erhvervsudvikling Nordjylland (NBE), i Erhverv Norddanmark og deltager ofte i BusinessAalborgs byggeboom-arrangementer for byggebranchen”, fortæller Michael.

”Det er min oplevelse, at Aalborg udfylder sin rolle som Nordjyllands storebror på en god måde. Aalborg tager têten på eksempelvis et netværk som NBE, men samtidig er netværket for alle virksomheder i Nordjylland, som gerne vil arbejde med bæredygtighed og lade sig inspirere af hinanden”.

Bæredygtig profil - en investering i fremtiden

”Bæredygtighed betyder i stigende grad meget både for private og erhvervskunder,” uddyber Michael. ”Vi har investeret mange ressourcer i at blive dygtige til at arbejde med bæredygtigt byggeri. For os begyndte det som lidt af et tilfælde med Sundhedshuset i Pandrup, som var et af de første nordjyske byggerier, der blev certificeret som bæredygtigt byggeri efter DGNB. Nu mærker vi, at vores investeringer bærer frugt, fordi flere og flere oplever, at bæredygtigt byggeri betaler sig på den lange bane.

At sikre fødekæden af håndværkere

”Jeg sidder bl.a. med i en task force for kvalificeret arbejdskraft i Aalborg Kommune, hvor vi tager fat på udfordringerne med mangel på arbejdskraft”, fortæller Michael og fortsætter: ”I vores branche mærker vi tydeligt, at der er stor efterspørgsel på håndværkere. For at sikre os dygtige medarbejdere og en lind strøm af nye medarbejdere i takt med, at vores aktiviteter stiger, har vi typisk omkring 14 lærlinge ansat. Vi vil gerne bidrage til fødekæden af håndværkere, for de er vores fremtid”.
”Mange af de lærlinge, vi uddanner til svende, beholder vi selv efterfølgende. Det giver loyale medarbejdere, og vi oplever, at mange henvender sig til os for at blive lærlinge i lige netop Lund & Staun”, fortæller han.

Rimer Rød Aalborg på erhvervsvenlig?

Når vi stiller det spørgsmål til Michael, lyder svaret prompte: ”Det er min oplevelse, at Aalborg er en erhvervsvenlig kommune på den måde, at borgmesteren favner både den sociale dimension og den erhvervsmæssige.

Han er en synlig borgmester, som vil erhvervslivet og gerne besøger virksomheder og hører deres indspark”, slutter Michael vores snak om at drive byggefirma i en kommune, der i disse år oplever et sandt byggeboom.

Fakta

Navn: Michael Lund, 49 år

Titel: Administrerende direktør og stifter af Lund & Staun

Fritid: Jagt, tennis og skiture