Underleverandør med mod og vokseværk

Med 85% eksport og 30% højere omsætning i år har Aviatec i Nørresundby fat i den lange ende, når det kommer til at udføre niche opgaver inden for friktionssvejsning for kunder i hele Europa.

Vi har mødt CEO Jeppe Troelsen og COO Bo Hammer Pedersen, som i dag ejer Aviatec sammen, til en snak om at leve en lidt ukendt tilværelse som underleverandør og samtidig have modet til at investere i en innovativ og dyr maskinpark.

Fra flyservice til friktionssvejsning

”Min far startede Aviatec tilbage i 1965 med Aalborg Lufthavn som den primære kunde. Firmaet stod bl.a. for servicering af fly og portøropgaver,” fortæller Jeppe og fortsætter: ”Ved et tilfælde blev min far inspireret til at tilføje friktionssvejsning til porteføljen af opgaver efter at have besøgt en messe i England".

"Friktionssvejsning var på det tidspunkt nærmest ukendt i Danmark men har den fordel i forhold til traditionel svejsning at den kan svejse flere forskellige materialer sammen. Det kan fx være kobber og aluminium, sort stål og rustfrit stål og mange andre metaller”, fortæller Jeppe, der overtog virksomheden i 1997.

I dag har Aviatec arbejdet med friktionssvejsning i snart fyrre år og repræsenterer i Danmark den største erfaring på området, idet virksomheden er den eneste, som har eksterne kunder og ikke kun producerer til egenproduktion.


X-faktor

”Fleksibilitet, præcision og troværdighed er vores tre grundværdier og grunden til, at vi har haft de fleste af vores kunder i mange år, fortæller Jeppe og suppleres af Bo: ”I dag eksporterer vi 85%, og vores primære markeder er Polen, Tyskland, Italien, Sverige, Frankrig og Schweiz. Vi har modtaget forespørgsler fra kunder i både USA og Kina, så måske vi i fremtiden også kommer til at eksportere til kunder uden for Europa fra vores nordjyske base”. 

Aviatecs kunder er især inden for fødevareindustrien, fordi friktionssvejsning sikrer, at der ved svejsning ikke kommer porehuller, revner eller andre uhygiejniske skjulesteder for bakteriedannelse. Derudover leverer virksomheden også dele til hydraulikcylindere til fx entreprenørmaskiner og en række komponenter, der bruges offshore og i vindindustrien p.g.a. friktionssvejsningens fordele i forhold til styrke og stresspåvirkninger.

”Vores maskinpark er specialbygget, og en friktionssvejser alene koster knap 8 millioner kroner”, fortæller Bo og fortsætter: ”Der er derfor meget høje omkostninger forbundet med at tilføje den type maskine til sin produktion. Som underleverandør er det vores x-faktor at kunne løse alle typer opgaver inden for friktionssvejsning og bidrage med mange års erfaring. Derfor er det at have en unik og moderne maskinpark investeringen værd for os”.

 

Vi er ’konkollegaer’

”Jeg tror, det ligger i Aalborgs DNA, at vi er åbne og forandringsparate. Vi har lært, at intet varer evigt, virksomheder lukker, og nye kommer til. Og det giver faktisk et rigtig godt mix i erhvervslivet, at de fleste af os har skiftet branche ind til flere gange”, fortæller Bo, som selv har en baggrund som produktionsingeniør og blandt andet har arbejdet i både elektronik- og medicobranchen, før han i 2017 søgte jobbet som COO og købte sig ind i Aviatec.

”Hvert år er jeg med til Aalborg Kommunes Morgenbriefing, hvor det er tydeligt at mærke, at erhvervslivet heroppe er kendetegnet af sammenhold og åbenhed. Det er nok derfor, at vi taler meget om at være konkollegaer", tilføjer han.

 

Ikke for stor og ikke for lille

”I min optik har Aalborg den perfekte størrelse, her er alt, hvad man har brug for af uddannelse, kultur og sport”, fortæller Bo og bliver suppleret af Jeppe: ”Aalborg Lufthavn tilføjer jo en hel ekstra dimension til Aalborg. Vi har kunder i Sydtyskland, som er hurtigere fremme hos os, end de ville være i Hamborg. Lufthavnen betyder, at vi på en eller anden måde aldrig er langt væk”.

”Qua vores størrelse er det som om, at vi kan få ting til at lykkes sammen. Vi nordjyder piver ikke men rykker i stedet sammen. Fx, da vi ikke fik en Letbane, så I stedet for at brokke os alt for meget, så lykkedes det at få en BRT-løsning som en alternativ offentlig transportløsning”, uddyber Bo.

 

Husk at så frø

”Der er ingen tvivl om, at Aalborg i disse år høster frøene af det arbejde, som blev lagt for 10 år, fx i forhold til havnefronten og universitetet. Jeg kan dog blive lidt bekymret for fremtiden på den måde, at vi måske ikke længere er helt så skarpe på at sætte frø nok, og hvilke frø vi sætter.

Meget af vores innovation og udvikling bliver til industri, men problemet er, at industri kan flyttes”, fortæller Bo og tilføjer: ”Samtidig giver det dog en tryghed i erhvervslivet, at vi kender til kommunens strategi, og at her er politisk kontinuitet”.

 

Alle har et ansvar for fødekæden

”Jeg synes, det er vigtigt, at vi i Aalborgs erhvervsliv står sammen om at hjælpe nyuddannede og lærlinge godt i gang. Man skal investere i fx lærlinge og ikke bare stå at råbe på arbejdskraft uden selv at tage ansvar. Som mindre underleverandør kan vi jo ikke løfte opgaven alene, de store virksomheder må også på banen. Det er et af de frø, som vi bliver nødt til at så nu”, understreger Bo og bliver suppleret af Jeppe:

”At have lærlinge er en gave, at se dem vokse med opgaven og komme med nye idéer og at opleve deres glæde for at blive ansat efterfølgende. For vi beholder jo som oftest vores lærlinge efter endt uddannelse”.

Ud af de 14 ansatte i Aviatec er der tre lærlinge og tre industriteknikere, som tidligere var lærlinge i virksomheden.

Flere akademikere
”Udover lærlinge vil vi gerne slå et slag for akademiker-programmer. Som mindre virksomhed kan det være en stor chance at tage - det at ansætte sin første akademiker. Samtidig kan det endda vise sig at være meget bedre end man havde drømt om”, fortæller Jeppe og suppleres af Bo:

”I dag har vi blandt andet praktiksamarbejde med UCN. Det er win-win for de studerende, som prøver at komme ud i den virkelige verden, og for os betyder det, at vi får ny viden og flere idéer ind i virksomheden”.

 

Fakta

Navn: Jeppe Troelsen

Titel: CEO og medejer af Aviatec ApS siden 1993

Fritid: Jagt og cykling

Kæphest: Når det menneskelige er med, så skal det nok gå

Fakta

Navn: Bo Hammer Pedersen

Titel: COO og medejer i Aviatec ApS siden 2017

Fritid: Løber, spiller fodbold og er den, der fikser teknik og IT for hele familien

Kæphest: At finde sit og virksomhedens ’hvorfor’ er vigtigt. Så skal vi nok finde ud af ’hvordan’ og alt det efterfølgende