Opfinder-succes har base i Aalborg

Kim Jensen har de seneste fire år arbejdet intensivt på at revolutionere isterningemarkedet. Resultatet er ICEBREAKER, som er en håndholdt isterningemaskine, der bryder med den traditionelle måde at lave og servere isterninger på.

ICEBREAKER NORDIC sælges nu i mere end 50 lande og på godt og vel et år, har firmaet solgt over 20.000 eksemplarer.

En lang men målrettet rejse

”I min optik kan alt lade sig gøre. Det kan tage lang tid at opnå succes, men i bund og grund kan alt kan lade sig gøre”, sådan indleder Kim vores snak om at drive skalerbar virksomhed med base i Aalborg.

”Vores håndholdte isterningemaskine sætter fokus på design og brugervenlighed og en stopper for besværet med isterningposer og -bakker, fortæller Kim og fortsætter: ”Jeg fik oprindeligt idéen til den opfindelse, vi nu kalder ICEBREAKER i forbindelse med min udstationering i Texas i 2001. Der skulle dog gå 13 år fra idé, til jeg faktisk gik i gang med at realisere den”.


Løsningsorienteret opfindertype

”Måske er det nordjysk forsigtighed, måske skulle idéen bare modnes. I hvert fald lå det ikke umiddelbart i kortene, at jeg skulle starte min egen virksomhed. Jeg har dog altid været en opfinder-type, en slags løsningsorienteret opfinder type”, forklarer Kim.

”Jeg opfinder ikke ting tilfældigt men kan se ’huller’ i markedet og har nok et blik for, hvad der kan være efterspørgsel på af smarte løsninger og services. Med en baggrund som mekanisk ingeniør og projektleder i IT-branchen besluttede jeg i 2014 at sige farvel til mit vellønnede job og gå all-in på min idé,” fortæller Kim.

 

Kontorfællesskab gør forskellen

Til daglig har ICEBREAKER NORDIC base i StartupWorks i hjertet af Aalborg på Nytorv. Det er ifølge Kim et kontorfællesskab for ambitiøse vækstvirksomheder, hvor der er højt til loftet.
”Det at dele arbejdsplads med andre iværksættere, som også har fokus på skalerbarhed, gør alverden til forskel. Vi sparrer rigtig meget med hinanden, for vi har mange af de samme udfordringer. Det at tale højt om sin forretning og få andres synspunkter på løsninger, idéer og muligheder gør, at det er nemmere at træffe beslutninger og komme videre,” fortæller Kim og fortsætter:

”Når man som jeg står med et helt nyt produkt og en række patenter, er der mange overvejelser og muligheder. Jeg drømmer stort, handler derefter og har fart på både ambitioner og eksekvering. Det kan jeg mærke at veletablerede virksomheder kan have svært ved at sætte sig ind i. Der er bare stor forskel på at være ejerleder og iværksætter”.
På sin rejse har Kim ad flere gange haft kontakt til BusinessAalborg. Det har blandt været erhvervskonsulent Helle Duus og Kina-eksperten Audrey Zhu, som har stillet kompetencer til rådighed. ”Nu hvor min rejse bliver mere international, regner jeg med, at jeg kan gøre brug af flere af deres kompetencer,” fortæller Kim.


Iværksættermiljøet er på vej op

Iværksættermiljøet på vej op
”Da jeg sagde mit job op i 2014, følte jeg mig faktisk ret alene”, fortæller Kim og fortsætter: ”Der var ikke rigtigt et iværksættermiljø i Aalborg på det tidspunkt. Heldigvis var det som om, der skete en hel masse på den front allerede året efter. Det er vigtigt med et stærkt iværksættermiljø, fordi vi spejler os i hinanden og hjælper hinanden”.

”Jeg har dog aldrig været i tvivl om, at Aalborg gerne vil noget med iværksætteri. Der er fokus på det blandt andet hos Aalborg Universitet og i BusinessAalborg. Men især de sidste par år er der for alvor kommet fart på med nye miljøer og initiativer, som pibler frem. Det gør en forskel og giver et særligt sammenhold. Jeg tror faktisk, at jeg ville være kommet hurtigere fra start, hvis jeg havde været en del af et stærkt iværksættermiljø fra begyndelsen,” uddyber Kim.

 

3.800 solgt før produktionen gik i gang

Kim Jensen havde brug for store investeringer i både test- og produktionsudstyr, før isterningemaskinen kunne blive en realitet. For at bevise for potentielle investorer at der ville være efterspørgsel på hans isterningemaskine, valgte han tidligt i forløbet at lancere en crowdfunding kampagne på crowdfunding-platformen Kickstarter.com. Her valgte kunder fra hele verden at gå med på idéen og skyde penge i projektet, og ICEBREAKER NORDIC fik sit første salg på over 3.800 produkter.

”Kickstarter blev startskuddet til at få investorer ombord i ICEBREAKER NORDIC”, fortæller Kim og fortsætter: ”Herefter kunne vi for alvor gå i gang med udvikling, test og produktion. Der er ingen nemme løsninger, når man lancerer en helt ny opfindelse. I min optik har det dog aldrig været tiden men resultatet der tæller. Derfor er jeg pavestolt af, at ICEBREAKER NORDIC nu både kan købes i førende danske og norske detailkæder og i en række webshops. På nuværende tidspunkt sælger vi faktisk mest gennem webshops til trods for, at vores produkt er helt nyt på markedet”.


I Aalborg er der plads til ambitioner

Kim Jensen har store planer med ICEBREAKER NORDIC og ser ingen hindringer i fortsat at have base i Aalborg, selvom forretningen forventes at vokse kraftigt i udlandet:

”Det, at vi har base i Aalborg, passer godt til vores forretning. Her er mennesker med de rigtige kompetencer og en lufthavn med gode forbindelser. Aalborg er også min private base, og herfra kan jeg sagtens skalere ICEBREAKER NORDIC til at indtage både sydeuropæiske lande og USA. For mig handler det om at finde de rigtige samarbejdspartnere internationalt,” slutter Kim vores snak om at være opfinder i Aalborg og have verden som potentiel markedsplads. 

 

Fakta

Navn: Kim Jensen, 46 år

Titel: Stifter og direktør i ICEBREAKER NORDIC

Fritid: ICEBREAKER er både arbejde og fritid. Kite surfing og paddle surf, når tiden er til det

Kæphest: Alt kan lade sig gøre