Novo Nordisk finder diversitet i Aalborg
Siden 2008 har den store, danske medicinalvirksomhed Novo Nordisk haft en afdeling i Aalborg. Hos Novi i Aalborg Øst har en af Novo Nordisks afdelinger inden for biostatistik nemlig hjemme.
Aalborg-afdelingen indgår dermed i et samarbejde med de andre biostatistik-afdelinger i henholdvis Søborg og Indien.
- I Aalborg har vi fået øjnene op for, at der er en meget anvendt type profil, som allerede er vant til at arbejde i projekter - også tværfagligt. Dem, vi har ansat, sidder ikke udelukkende og nørder i tal. De kan indgå i diskussioner med læger og afrapportere vores resultater. De har kontakt med myndigheder og videreformidler vores resultater. De skal være gode til samarbejde på kryds og tværs, og der har kandidaterne fra Aalborg Universitet særligt været skarpe.
Det fortæller Malene Højbjerre, der står i spidsen for den aalborgensiske afdeling.
- Vi har en ambition om at være mangfoldige og få mere diversitet. Derfor er det en styrke at være flere steder. Der er forskellige kompetencer og kvaliteter. Dem fra Aalborg er vant til at arbejde i projekter og er mere tværfaglige, mens dem fra de klassiske universiteter kan være mere fagligt stærke. Den blanding gør os stærkere, fortæller hun.