Når digitalisering og mennesker mødes
Med NYHAUGE Tech er det planen, at en digital platform ikke kun skal være en digital løsning til pårørende. Det skal også være et digitalt supplement til medarbejdere i sundhedssektoren, som skal være med til at lette deres arbejde.
”Jeg ser en digital sundhedsplatform som et supplement til at styrke kerneopgaven ind i sundhedssektoren, hvor der uden tvivl er nok at se til. ”
Selv om Rikke Nyhauge har et stort fokus – og en solid erfaring med tech – ser hun et stort potentiale i at kombinere teknologi med menneskelige behov.
”Fundamentet i NYHAUGE Tech er opbygget sådan, at den kan skaleres til andre områder af sundhedssektoren inden for somatikken. Min erfaring er, at så længe man kan lave en digitaliseret løsning, som er i øjenhøjde med brugeren og møder deres behov, så er der et stort potentiale i at kombinere teknologi og mennesker,” forklarer Rikke Nyhauge og fortsætter:
”Min erfaring er, at det ofte er borgeren – eller i det her tilfælde den pårørende – som skal passe ind i systemet, og ikke altid systemet, som faktisk passer til borgeren eller den pårørende. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at lave en løsning, som møder mennesker dér, hvor de er, og der ser jeg potentiale i en digital løsning. Når man er pårørende, står man ofte også i en presset situation, og man mangler viden, konkrete redskaber og overblik over de tilbud, der faktisk findes.”
Gode rammer for iværksætteri
Nordjylland er en velkendt og tryg base for Rikke Nyhauge, og hun ser op til flere fordele ved at skabe og drive virksomhed på netop de kanter.
”Man skal ikke være en stor spiller i Nordjylland for at være med. Der er gode rammer for iværksætteri, og jeg ved, der er mulighed for at vokse i forhold til, hvordan mit behov ændrer sig. Jeg ser, at vi virkelig vil hinanden heroppe, og vi tager hinandens idéer alvorligt.”
Nogle, der også har taget Rikke Nyhauges idéer alvorligt, var Erhvervshus Nordjylland, som pegede hende i retningen af klyngen Life Science Cluster, som bygger bro, driver innovation og skaber netværk mellem virksomheder, vidensmiljøer og organisationer inden for life science og velfærdsteknologi. Her søgte Rikke Nyhauge en pulje gennem Erhvervsfyrtårnet, som blev godkendt, og projektet er et samarbejde mellem NYHAUGE Tech, Center for Pårørende, Region Nordjylland og Psykiatriens Hus i Aalborg.
”Det har været med til at styrke min forretningsidé og givet mig et både et regionalt og nationalt udsyn. Jeg har fået mulighed for at samarbejde med dygtige fagpersoner, og det har gjort en kæmpe forskel for udviklingen af NYHAUGE Tech.”
Når faglighed og menneskelighed mødes
Efter flere års erfaring som iværksætter og erhvervsdrivende i Aalborg, har Rikke Nyhauge bidt mærke i flere ting, som gør, at hun har været glad for at drive virksomhed netop her.
”Aalborg er en stærk kombination af faglighed og menneskelighed. Jeg oplever, at folk er dygtige, men alligevel jordnære og til at få fat i heroppe, hvis du har en god idé og vil drikke en kop kaffe. Det gør det lettere at skabe relationer og samarbejder, og jeg har god erfaring med at række ud til folk – og så siger de faktisk ja, fordi vi vil hinanden heroppe, og man hepper på hinandens idéer.”
”Jeg har en fornemmelse af, vi står sammen i Nordjylland, og vi vil gerne bidrage til hinanden. Der er en meget uformel stemning heroppe. Jeg sætter enormt stor pris på det netværk og de nære relationer, jeg har opbygget heroppe.”
Selv om Rikke Nyhauge også har ambitioner og drømme om at skalere NYHAUGE Tech til resten af landet, er der ingen tvivl om, at basen bliver her i Aalborg. Rikke Nyhauge er heller ikke i tvivl om, at der er plads til hendes drømme og visioner i Nordjylland.
”Jeg vil gerne skabe endnu en sund og stærk virksomhed, som gør en forskel for andre. Jeg gør mig umage, og jeg tager ikke noget for givet, og jeg ved, jeg skal knokle – særligt nu, hvor det er et helt nyt område, jeg har bevæget mig ind i. Det kræver en nysgerrighed, men det ligger også helt naturligt til mig, at når jeg går ind i noget, så går jeg 100% ind i det, og jeg ved, der også er ting, jeg ikke kan – men så finder jeg ud af, hvem jeg kan samarbejde med, som kan gøre mig klogere.”