God kultur skaber bundlinje

Danmarks bedste arbejdsplads ligger i Aalborg ifølge "Great Place To Work Denmark”, som har kåret VELA som vinder i kategorien 100–249 medarbejdere. Det er heller ikke første gang, at stoleproducenten er blevet tildelt denne flotte titel. Vi har været forbi deres hovedkontor i det sydlige Aalborg til en snak med både CEO, Per Buus og HR-konsulent, Hanne Petersen.

Virksomheden VELA (Vermund Larsen A/S) har i næsten 100 år bygget ergonomiske stole til et væld af funktioner og formål. I hele dets levetid har virksomheden været familieejet og holdt til i Nordjylland, særligt Aalborg og omegn.

Per Buus kom til som CEO i 2003 og har stået bag det seneste kapitel af virksomhedens store vækst, der blandt andet skyldes ekspandering til nye internationale markeder, produktionsudvidelser, opkøb og senest den store indsats i medarbejderkultur og trivsel. Sidstnævnte inkluderede blandt andet ansættelsen af Hanne Petersen for fire år siden, der tiltrådte som HR-konsulent.

Ifølge Per Buus og Hanne Petersen er VELA ikke kommet sovende til de flotte resultater og titler. Indsatserne er mange, herunder kultur- og strategimanifester, transparent informationsstruktur, fælles kulturspil, indgående onboarding, medarbejderfordele og fejringer af stort og småt for bare at nævne lidt:

”Alle de ting, vi har her, det gør alle andre typisk også til en vis grad, vi trækker den bare lidt længere.” siger Per Buus.

Og Per er også meget klar i spyttet, omkring hvorfor kulturarbejde er vigtigt:

”God kultur er det som skaber bundlinje, ikke omvendt.” siger Per Buus og uddyber:

”Jeg har en bekendt, der tit laver sjov med, at det kun er, fordi vi har haft vækst de seneste år, at vi har haft råd til at arbejde på al den kultur, men jeg fortæller ham hver gang, at han er forkert på den. Det er netop, fordi vi har arbejdet med vores kultur, at vi har set den vækst.”

Kulturteam og rollebyt

Som mange virksomheder, arbejder VELA ud fra nogle grundværdier, som danner den overordnede ramme for kulturarbejdet i virksomheden:

”Medarbejderne har været med til at vælge fire værdiord, nemlig: Forskellighed, Tiltro, Grokraft og Omtanke. De hænger selvfølgelig på plakater rundt omkring, men det er vigtigt for os at tage det skridtet videre på forskellige måder” forklarer Hanne Petersen.

Ét af disse initiativer er blandt andet projektdage, hvor ledere i det interne ledernetværk Leaders Hub får nye roller i et separat teambuilding projekt. De fik til opgave at designe og bygge et stort, fælles udekøkken, med det formål at få en bedre forståelse for hinanden, styrke relationerne indbyrdes og anerkende hinandens arbejde og forskelligheder.

Et andet, løbende initiativ, er oprettelsen af et såkaldt ’kulturteam’, en gruppe af medarbejdere fra alle afdelinger, der løbende mødes for at sikre, at VELA faktisk arbejder for disse værdier i hverdagen:

”Kultur og forbedring af kultur skal både komme oppefra, men også nedefra. Det skal mødes et sted, og det er det som kulturteamet er garant for. Det er en af de ting, jeg råder andre virksomheder til at gå i gang med med det samme, så der er nogen, der også holder øje med, om vi i hverdagen rent faktisk lever op til de målsætninger, vi har sat” uddyber Per Buus.

Fortrolighed og samarbejde på tværs

Omtalen som Danmarks bedste arbejdsplads har også medført, at rigtig mange har henvendt sig til VELA i søgen efter rådgivning. Heldigvis ligger det Per Buus meget på sinde, at videregive sine gode erfaringer og vækste på tværs i hele Nordjylland:

”Jeg ynder jo, at folk deltager i ERFA-grupper rundt omkring, og i særdeleshed i det nordjyske. Jeg er selv med i tre, og der er bare rigtig mange utrolig dygtige mennesker her i Nordjylland at lære fra. Så alle ledere i VELA er med i forskellige netværksgrupper” siger han.

Og her ser Per også en af styrkerne i det nordjyske erhvervsliv:

”Jeg synes, at noget af det, der kendetegner det nordjyske erhvervsliv, er en høj grad af fortrolighed. Den er udenom alt det formelle, og jeg tror ikke, du kan få den samme umiddelbare tillid alle steder, og det er selve fundamentet for, at man har lyst til at dele sine erfaringer, sin viden og gode råd” uddyber Per Buus.

Værdimæssigt, handler en del af dette også om at dyrke sunde relationer og kunne hjælpe hinanden på tværs, hvilket både gør sig gældende mellem virksomheder, såvel som forholdet mellem virksomheder og det offentlige:

”Vi er gode til at sparre på tværs og ser de samme principper gøre sig gældende, når man driver virksomhed, uanset om du sælger fisk i Skagen eller laver stole i Aalborg.” siger Per Buus.

Både Per og Hanne Petersen uddyber:

”Jeg synes efterhånden også, at Aalborg Kommune bliver mere og mere synlig for os. Vi har også haft glæde af ledelsen i kommunen med borgmesteren i spidsen, som går forrest i mange sammenhænge.

Men der er for få fyrtårne og penge i Nordjylland til at drive regionens udvikling. Hvis det skal ændres, så skal kommunen være meget erhvervsrettet og bane vejen på investeringer, på areal og på administration.”

Baghjul i branchen

Indtil nu, så viser statistikken i hvert fald, at ét af Aalborgs erhvervsfyrtårne har ret i sin overbevisning om, at ”God kultur skaber bundlinje”. VELA er i hvert fald fortsat i stor vækst, uden tegn på at sætte farten ned:

”Selvfølgelig er det business. Selvfølgelig snakker vi også om profit og omsætning. Men det at have et ejerskab, som billiger det at dyrke en sund kultur, at gå op i vores medarbejderes trivsel, det er fantastisk. Vi har en meget tæt, familiær følelse i VELA. Det giver en afslappethed, tryghed og tilgængelighed, som vi gavner rigtig meget af.” siger Per Buus

Og det er Per Buus heller ikke bange for at sætte en streg under. CEO’en slår fast, at pral og det at fremvise sine resultater ikke er det samme, og mener, at nordjyske virksomheder bør huske at være stolte af sine bedrifter:

”Egentlig er jeg også lidt træt af det her omdømme med at vi er lidt tunge og lidt langsomme, for det er vi ikke. Vi giver baghjul til alle i branchen, og på den måde har vi da trods alt formået at skabe en ret markant vækst igennem de sidste mange år.”

Fakta

Navn: Per Buus

Titel:  CEO

Alder:  62 år

Fritid:  Bestyrelser

Kæphest: God kultur skaber bundlinje

---
Navn: Hanne Petersen

Titel: HR-konsulent

Alder: 60 år

Fritid:  Træning

Kæphest: Man skal aldrig undervurdere værdien af en god snak.