Godt erhvervsklima, men der er brug for netværk og sammenhold
Selvom det er nemmere at rekruttere kandidater i Nordjylland, så vil Troels Severinsen gerne have flere kandidater at vælge imellem. Han er selv styregruppeformand for Aalborg Maritime Network, og han håber på, at netværket kan bidrage til, at flere unge får øjnene op for jobs i den maritime branche.
”Universitetet er begyndt at have flere uddannelser med maritimt fokus, og det glæder mig meget. Men vi skal have mere fokus på det, så vi kan få kandidater ud, som er interesserede i det område. Vi arbejder på at gøre det maritime mere synligt, så man ikke tror, det kun er sikkerhedshjelme og stålplader, men også højteknologi. Jeg håber, at vi i det maritime netværk kan være med til at åbne øjnene for mulighederne i den blå industri”, siger Troels.
Erhvervslivet skal støtte uddannelsesstederne og iværksætterne
Ifølge Troels Severinsen er det yderst vigtigt, at virksomhederne fortsat støtter uddannelsesinstitutionerne og de studerende for at sikre, at kandidaterne har lyst til at blive. Men han ser også den store mængde af iværksættere i forskellige brancher, som noget, vi skal værne om.
”Vi skal styrke det miljø, der er ved uddannelsesinstitutionerne og få de færdiguddannede til at blive i området, så vi har et større rekrutteringsgrundlag, det er meget vigtigt for mig. Der er også en stor undergrund af iværksættervirksomheder i Aalborg. Det er vigtigt, at vi støtter dem, så der er nogle, der kommer med nye ideer. Det styrker ikke os umiddelbart direkte i Logimatic, men det styrker erhvervsklimaet heroppe og kan også give os opgaver på sigt. Men det kunne være dejligt for byen, hvis vi fik en til stor virksomhed til byen, som virkelig rykker på arbejdspladser”, slutter Troels.