Tog sin egen medicin
Selvom Brian Bundgaard typisk gør sig som investor i det lokale miljø, er han selv kommet i den situation, hvor man sælger ud af sin virksomhed for at vokse. I april blev aalborgensiske Jysk Pension nemlig en del af et nyt, nordisk rådgivningshus ved navn North.
- North vil være den foretrukne og uvildige, finansielle rådgiver for private og offentlige virksomheder samt organisationer ved at give vores kunder tryghed og overblik i valget af løsninger inden for forsikring, pension, financial procurement og realkredit, siger han.
Med fusionen tog medstifteren og medejeren af Jysk Pension altså sin egen medicin. Brian Bundgaard tog nemlig det skridt, som han selv anbefaler iværksættere på vej frem i verden.
- Jysk Pension var ikke til salg, og vi havde ikke sat os til salg. Men da muligheden bød sig, kunne vi godt se, at vi måske kunne løfte Jysk Pension til 50 eller 100 ansatte over de næste 10 år. Men skulle vi virkelig lave noget virkelig stort, måtte vi fusionere sammen med nogle andre, siger Brian Bundgaard.
I forbindelse med salget insisterede Jysk Pension-ejerne til gengæld på at være en markant del af det nye projekt, som kapitalfonden Polaris er en stor drivkraft i.
- Den største udfordring var nok, om vi kunne købe nok i det nye selskab og geninvestere nok i det. Så dem, der er gået med, gør det for at skabe noget stort, hvor vi fortsat kan holde den jyske ånd med kunder og medarbejdere i fokus. Det må ikke blive så stort, at man bliver et nummer i rækken, lyder det fra ham.