Europas bedste hjerner er i Aalborg

Andreas Berre Eriksen er direktør og stifter af Aalborg-virksomheden Ambolt, som udvikler softwareløsninger. Med en kandidatgrad i datalogi i ryggen og en igangværende PhD står Andreas sammen med to partnere bag en række softwareløsninger, som alle er baseret på kunstig intelligens.

Deres samarbejde er blandt andet blevet til Advanced Traffic Systems, som kan overvåge og styre trafiklys, så trafikken glider bedre gennem byer og dermed reduceres kørselstiden med op til 30 procent. Ambolt står også bag en række software-løsninger til sundhedssektoren og en særlig overvågnings-og doseringsløsning til fiskeopdrættere, som sikrer, at fiskene får nøjagtig den rigtige mængde foder.

Om valg af navnet Ambolt, fortæller Andreas: ”Vi er jo snusfornuftige og grundige jyder, som har nogle ganske særlige kompetencer inden for teknologi og kunstig intelligens. Vi havde ikke brug for et fancy navn og kunne godt lide idéen om at være ”datasmede”.

Vokseværk på NOVI

Gennembruddet kom i oktober 2017, hvor firmaet hev den første store kontrakt hjem. Sidenhen har Ambolt rundet ni fuldtidsansatte plus en række deltidsansatte, herunder studentermedhjælpere fra Aalborg Universitet.

”Vi passer godt til at have kontor på NOVI. Vi har allerede siddet på flere forskellige af NOVIs lokationer, fordi vi hele tiden vokser. Her er et godt netværk blandt virksomhederne. Fagligt kan vi sparre på tværs med andre IT-virksomheder og skabe os en position, som den virksomhed, der sidder på de bedste kompetencer inden for kunstig intelligens”, fortæller Andreas med et smil og løfter sløret for, at der kommer tre fuldtidsansatte mere fra januar 2020.

Europas bedste hjerner

”Der er konkurrence om de bedste datalogi-hjerner fra Aalborg Universitet. Da vi selv udspringer derfra, har vi et rigtigt godt netværk til at tiltrække medarbejdere til Ambolt i takt med at virksomheden vokser,” fortæller Andreas og uddyber:

”For mig er det helt klart kombinationen af et meget højt fagligt niveau, den problem-baserede læringstilgang og teamarbejdet, som gør, at Aalborg Universitet udklækker de bedste hjerner inden for fx datalogi. I Ambolt har vi videreført den måde at arbejde i teams på, fordi det giver basis for en masse nye måder at tænke og udvikle løsninger på”.

Aalborg Universitet er flere gange kåret som Europas bedste og verdens fjerde bedste ingeniøruniversitet.

”Der er heller ingen tvivl om at samarbejdet med professor Kim Guldstrand Larsen og lektor Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet åbner døre både i Danmark og ude i verden, når det kommer til kunstig intelligens og trafiksystemer. Det er en stor fordel for os at kunne fortælle potentielle kunder, at vi har rødder på samme universitet som dem og har et tæt samarbejde,” fortæller Andreas.

Born global

”Jeg er født og opvokset i Aalborg, jeg har læst på universitet her og nu driver jeg min virksomhed her. Det gør jeg, fordi jeg er vild med Aalborg. Det er en lille by, hvis vi tager de globale briller på. Men jeg oplever det, som en by, hvor der er plads til at eksperimentere med ny teknologi og nye løsninger”, fortæller Andreas og uddyber:

”Vores mål er at skubbe software løsninger ud i hele verden. Vi har på nuværende tidspunkt kunder i Danmark og Norge, og der er kommet forespørgsler fra både Tyskland og Indien. Vores ambition er at skalere Ambolt globalt, og der er absolut intet, der står i vejen for at have hovedkontor her i Aalborg. Det er jo her hjernerne er”.

Sparring undervejs

Undervejs har Andreas i flere omgang været i tæt kontakt med Mark Rosener fra BusinessAalborg, som blandt andet hjælper tech virksomheder med forretningsudvikling.

”Det har været guld værd at kunne bruge Mark som sparringspartner, når det kommer til det forretningsmæssige, salg og kunder. Mark har også hjulpet os med nye kontakter fra sit eget store netværk”, fortæller Andreas og fortsætter:

”Nu er vi ved at se på, hvordan vi kan bygge en forretningsmodel på software, hvor vi kan sælge vores software-platform til fx rådgiverende ingeniører, som så kan stå for det direkte salg til fx større byudviklings- og infrastrukturprojekter. På den måde bliver det nemmere for os at skalere Ambolt uden at skulle have en hær af ansatte.

Vores kernekompetencer vil altid være udvikling af software og ikke den daglige drift”, slutter Andreas vores snak om at drive virksomhed med base i Aalborg.

Fakta

Navn: Andreas Berre Eriksen, 27 år

Titel: Direktør for Ambolt

Fritid: Klatring, golf og at være samme med kollegerne i Ambolt

Kæphest: Vi skal bruge data og kunstig intelligens til at gøre verden til et bedre sted