Blodprøver blev indgangen
Lasse Thomsens kone er sygeplejerske, og dermed havde han i forvejen et indblik i sundhedsvæsenet. Men han blev alligevel overrasket over, at automatisering ikke var en større del af hverdagen.
- Jeg gik jo og troede, at et hospital var automatiseret. Men det viser sig, at det ikke er sådan. Der er mange muligheder, og der har vi en stor fordel. Når vi laver noget til eksempelvis medicinalvirksomheder, presser de os til at udvikle ny teknokologi, som vi kan bruge inden for sundhedssektoren, fortæller Lasse Thomsen.
Det første samarbejde mellem LT Automation og et hospital opstod i 2014. Fra Region Nordjyllands Idéklinikken kom en tanke om at systematisere og spore blodprøver i højere grad.
- Der tages 21 millioner blodprøver om året i Danmark, og tre procent af dem bliver væk eller har fejl. Der er nogle problemer med dem. Det lød helt vildt for mig. Bestiller du sko på nettet, får du jo fire eller fem sms’er om, hvor de er. Der er fuld sporbarhed. Men er du i tvivl om, at du er syg og får taget en blodprøve, er der ikke sporbarhed.
Det er der så i dag. LT Automation fandt en løsning, som de sidenhen vandt DIRA Automatiseringsprisen for sammen med Aalborg Universitetshospital.