Aalborg slår Boston

Med banebrydende robotter som arbejdsfelt, der bl.a. skaber stor interesse i USA og Asien, har Blue Workforce verden for sine fødder. Alligevel har stifter og CEO Preben Hjørnet valgt at satse på Aalborg for at være tæt på de kompetencer og muligheder, som findes i Nordjylland.

Vi har mødt Preben Hjørnet, stifter og CEO af robotvirksomheden Blue Workforce til en snak om at drive global virksomhed med base i Aalborg. I løbet af få år er firmaet vokset fra 4 til 24 medarbejdere i Aalborg og ca. 70 medarbejdere på verdensplan.

Blue Workforce udvikler og producerer robotten RAGNAR, som automatiserer arbejdsopgaver inden for primært fødevareindustrien ved at pakke og lægge emner i emballage. ”Vores robotter er kendetegnet ved en meget høj grad af agilitet og fleksibilitet”, fortæller Preben og uddyber: ”Vi tænker meget industri 4.0 og bruger dataindsamling til at gøre vores robot nem at tilpasse. Det gør os særligt konkurrencedygtige, og vi mærker stor interesse fra hele verdenen”.

Robotindustrien femdobles

Preben er kendt som serie-iværksætter, der har opbygget og solgt adskillige virksomheder inden for robotindustrien. ”Mit mål er at revolutionere robotindustrien inden for pakke- og håndteringsrobotter på globalt plan. Det globale marked for robotter forventes at blive femdoblet i løbet af 10 år”, fortæller Preben.

Blue Workforce blev stiftet i 2012 og udsprang af en idé om at udvikle en robot, som er modulopbygget og baseret på intelligent software, der gør den både billig og nem at tilpasse til den enkelte kundes behov efterfølgende.

At satse på Aalborg

Preben valgte i sommeren 2016 at flytte hovedkvarteret for Blue Workforce til Aalborg. ”Vi havde brug for større lokaler og for at være tættere på kompetent arbejdskraft”, fortæller Preben og fortsætter: ”Det var lidt af et sats at blive i Nordjylland, for vi oplevede stor efterspørgsel fra bl.a. Boston, San Diego, Pittsburgh og Washington. Græsset kan jo godt virke grønnere i udlandet”.

Men min kone og jeg bor i Strandby, Nordjylland føles som hjemme, og vi ville gerne være med til at opbygge en nordjysk klynge inden for robotics. I Nordjylland har vi stærke kompetencer og en koncentration af virksomheder, som på forskellig vis arbejder med robotteknologi. Vi valgte også Aalborg for at kunne skalere op og være tæt på AAU og deres forskning inden for robotics”, uddyber Preben.

Sund skepsis og globalt mod

”Aalborg er en fantastisk by. Her får man noget for pengene, og det har været en fornøjelse at følge den transformation, som byen har oplevet gennem de sidste 10 år. Vi mangler dog en 3. limfjordforbindelse for at sikre smidigere infrastruktur”, fortæller han.

”Jeg synes, at erhvervslivet i Aalborg er kendetegnet af optimisme, nysgerrighed og progression i vores tilgang til at mødes på kryds og tværs. Jeg oplever en rummelighed i erhvervslivet og et ønske om, at det skal gå godt for os hver især”, uddyber Preben.

”Det er min oplevelse, at Aalborg har lært meget af 90’ernes mobilmekka. Vi har erkendt, at innovation er mere end teknologi. Det er vigtigt at kombinere teknologi med en forretningsmodel, hvor vores stærke kompetencer inden for bl.a. samarbejde sættes i spil”, fortæller Preben og fortsætter: ”Jeg oplever, at vi i Aalborg og Nordjylland har en sund skepsis blandet med globalt mod. Derfor ser vi en stigende tendens til, at mange SMVere tænker globalt fra begyndelsen og arbejder med produkter og services, som egner sig til det globale marked”.

Nordjylland som food silicon valley

”Når det kommer til food automation, har vi en stærk position i Nordjylland”, fortsætter Preben. ”Det er noget, som erhvervsfolk og investorer i andre lande opfatter som en af vores helt unikke styrkepositioner. Men her i Nordjylland er vi nok ikke så opmærksomme på det”.

”I Blue Workforce er vores kunder globale og vi har udenlandske investorer med i firmaet, så her gør det en verden til forskel, at Nordjylland er kendt for sine innovative og konkurrencedygtige løsninger inden for robotter og automatisering til fødevareindustrien”, fortæller Preben.

Blue Workforce er kåret som Aalborgs vinder i den regionale innovationskonkurrence TagFat, som sætter spot på innovation i de nordjyske virksomheder.  

Internationale medarbejdere skaber dynamik

Blue Workforce har koncentreret deres udvikling og produktion i Aalborg. Derudover har firmaet produktion i Kina. I Aalborg er ca. 60% af medarbejderne fra bl.a. Østeuropa og Spanien.

”Det at vi har så mange kulturer repræsenteret på vores arbejdsplads sikrer et højt arbejdstempo og en god dynamik. Vi er født som et globalt firma, og det betyder meget for vores udsyn og innovation, at vi er en multikulturel arbejdsplads”, fortæller Preben.

Det kinesiske bånd

Efter flytningen til Aalborg har Blue Workforce fået private kinesiske investorer med om bord. ”De var på udkig efter en teknologitung virksomhed med en global forretningsmodel inden for robotics og mødte os for første gang i forbindelse med en messe i USA”, fortæller Preben og fortsætter: ”Jeg oplever, at de kinesiske og skandinaviske kulturer har mange ting til fælles. Der er et særligt bånd, som er bundet op på ære og ydmyghed”.

”Det at have kinesiske investorer med i vores firma betyder, at vi har fået sat ekstra fokus på vores skalerbarhed. Kinesere er gode til at tage substansen af et firma og bygge det op til succes i større stil. Vi sælger i Danmark typisk en robot af gangen. I Kina sælger de 80 ad gangen. Der er noget med målestoksforhold til forskel”, fortæller Preben smilende.

”Til trods for den store efterspørgsel efter robotter i Kina og USA, er der ingen tvivl om, at Aalborg vil blive ved med at være vores ”Center of Excellence”. Det er her, vi har vores udvikling og vores specialproduktion”, slutter Preben vores snak om at drive virksomhed i Aalborg.

Fakta

Navn:Preben Hjørnet, 53 år

Titel: Stifter og ejer af Blue Workforce

Fritid: Løbeture og rejser

Kæphest: Disruptive, teknologidreven innovation er vejen frem. Det kræver, at man som virksomhed og leder er agil.